Af Ida, den 4. april 2012
Og så var det hun købte en hund. Uigennemtænkt og fuldstændig impulsivt, fordi den var sød og fordi. Fordi hun kunne. Måske. Måske et forsøg på at binde dem sammen (igen). Måske bare fordi hun ikke kunne modstå den logrende hale, de glade øjne og den lille tunge, der slikkede hende på næsen og i øret. Måske reagerede hun bare på sorg, smerte og frustration på samme måde som hun så mange gange før har reageret. Fulgte bare med. Lod følelserne og lysten tage over. Manøvrerede uden hensyn og samspil med fornuften. For at ende samme sted som hun plejede. Nemlig lige der, hvor ingen ting er forandret. Hvor sorg, smerte og frustration stadig ligger i bunke filtret ind i hende og i hinanden. Og hun havde ellers sagt både højt og tydeligt, at hun aldrig skulle have hund. Hun prøvede at lade som om, hun havde købt hunden til ham. Det havde hun måske også.
Men nu havde hun så både hund og filtrede følelser. Så hun stod op kl. halv seks og luftede hunden i haven. Og hun gik tur tre gange om dagen, de fleste dage. Og til hundetræning søndag formiddag, hvor hun ellers helt fast plejede at gå til yoga.
Hun var kommet med ønsket og drømmen om et liv med glade barnestemmer og små børnefødder på gulvet i et virvar af briotog og barbiedukker, men fandt sig nu med skødehund og andre folks teeangebørn, hun ikke kendte og forstod. Og følte sig lidt bedraget og fanget ind i en pensionistverden af næsten bedsteforældre og drømme om børnebørn.
Af Ida, den 14. februar 2012
Nogle gange drømmer hun om mig. Om mine tanker eller måske nærmere mine følelser. Også dem jeg ikke rigtig selv tør tænke eller mærke, måske især dem.
Gad vide om hun mærker noget nu, hvor tårerne bare triller og triller…
Af Ida, den 4. januar 2012
Det forekommer mig, at jeg har stået her før. Gået her før. Måske er livet virkelig bare cirkler eller spiraler. Måske går vi alle i ring…
Det forekommer mig, at jeg har tænkt tankerne før. Fornemmet behovet for forandring før. Fornemmet mig selv og mine behov før…
Uden at det så egentlig hjalp ret meget, når det kom til stykket. Og så alligevel.
Jeg har læst tilbage. Det stak i hjertet og gav anledning til både tårer og grin. For jeg har jo vitterlig stået i dette ringfyldte vadested mange gange. Og så alligevel ikke.
Noget er forandret. Jeg slår ikke så meget på mig selv mere. Mit fokus er mere positivt. Tankerne er mindre dystre og negative. Jeg tror mere på mig selv. Lytter mere til mig selv. Prøver og øver mig i at tænke før jeg taler. Prøver at huske, at sætte tid af til om ikke daglig så ugentlig refleksion. Og det skal være mit fortsæt for det kommende år. At sætte tid af til refleksion for at holde fast i mig selv og min udvikling både fagligt, menneskeligt og ikke mindst privat.
Af Ida, den 21. december 2011
Vi har strammet sløjfen lidt. Filtret og viklet os lidt tættere.
Angstprovokerende, vel nærmest.
Mit tilløb var langt.
Suverænitetsafgivelse. Frihedstab. Mindre mig. Mere os.
Ingen din eller min. Kun vores.
Angstprovokerende, vel nærmest.
Fra fælles espressokopper og dobbeltdyne til fælles bil.
Vores. Vores fælles bil lige der i ingenmandslandet mellem dit og mit.
Mere angstprovokerende, end da jeg som 20-årig ventede mit første barn…
Af Ida, den 2. december 2011
Og mens hun gik der i trædemøllen med udlængslen malet i ansigtets små rynker og furer, smilede hun.
For det gik jo egentlig meget godt. Med kærligheden. Med livet. Med børnene. Især hendes egne…
Appelsinerne fyldte måske ikke turbanen helt, men der var dog appelsiner.
Navlen var heller ikke længere hudløs og øm. Og var der ikke (næsten) balance mellem udkig og indkig?
Lungerne var i hvert til fald blevet dybere, og hun kunne nogle dage give luftindtaget farve, når hun trak vejret ind i gennem næsen helt ned i bunden af kroppen. Og holdt det lidt, inden hun langsomt lod luften sive ud gennem næsen igen.
Drømmene var heller ikke længere så voldsomme. Faktisk var det flere uger siden, hun havde drømt, så hun kunne huske eller fornemme det, når hun vågnede om morgenen. Faktisk vågnede hun ikke om morgenen. Det var ofte godt op af formiddagen, før hun slog øjnene op.
Priviligeret som hun var. Er. Priviligeret som hun er.
Selvfølgelig var der stadig smuttere, men det var som om, de selvpåførte blå mærker ikke rigtig var så hyppige og store som før. Og hun arbejdede med at stå fast på maven. Eller i hvert til fald at lytte til dens fornemmelser, som på ingen måde var fine.
Og energien og kreativiteten vendte tilbage sammen med lysten til mere. Lysten til eventyr. Udlængslen var ikke (længere) en flugtvej. Snarere en tankstation på vejen.
Så var der lige det med fornægtelsen. Fornægtelsen af sygdommens konsekvenser. Og begrænsninger. For de var der jo endnu. Og selvom hun de sidste par uger havde håndteret smerterne ganske fint, – når hun selv skulle sige det. Så var de der jo endnu. Så begrænsede de jo stadig hendes muligheder. Lagde stramme bånd og snævre rammer for, hvad hun kunne magte og overkomme.
Af Ida, den 9. november 2011
Og så sagde hun fra. På en pæn måde forstås. Hun var jo top-trænet pleaser. Men fra det sagde hun. Og verden gik ikke i stykker. Og mulighedernes dør lukkede sig ikke i. Tvært imod. Hun holdt fast. I sig selv. I sin mavefornemmelse. Og stod klarere end nogensinde før. Tydelig. Autentisk og fuld af en helt ny fornemmelse. Selvrespekt, tror jeg det kaldes.
Af Ida, den 1. november 2011
Tog hul på uendelige november med duggede hjerter på spejlet, overskægs-kildende kys i nakken og gyldent lys i skovbrynets rød-gule blade. Det er en god start.
Af Ida, den 29. oktober 2011
Jeg får ondt i maven af langsomhed
Bliver provokeret af langsomhed
Og ligegyldighed
En allergisk reaktion fra min side velsagtens
Ja ja… 2 sekunder
L A N G S O M T
Uengageret og uden fokus
Måske er det i virkeligheden det, der giver allergi
L A N G S O M T
Ikke at forveksle med at tage det roligt
Bare l a n g s o m t uendelig l a n g s o m t
Javel, selvfølgelig kunne jeg også selv have undersøgt og meldt ud
Men i virkeligheden er det, slet ikke det det handler om
For alt foregår uengageret og l a n g s o m t
Og med slæbende fødder
L A N G S O M T
Mærker jeg provokationens reaktion brede sig i mig
Bider tænderne sammen
Trækker vejret
L A N G S O M T
Mens jeg tæller til en million milliard
Af Ida, den 20. oktober 2011
Alt er ikke umuligt og besværligt. Meget er, men ikke alt. Sagde hun til sig selv og tog de andre briller på. Dem der også så solen og alle de smukke gyldne blade, der dansede på jorden. Det er et spørgsmål om at huske skønheden. Huske at se det lille i det store og det store i det nære. Eller noget i den stil.
It’s all about perception. Og hvis du vil have dine drømme til at blive virkelighed, må du lukke op. Og tro. Og se. Og lytte.
Så hun øvede sig. Øver sig. Igen og igen. For lige så snart hverdagens nullermænd og tandpastaklatter i håndvasken trænger sig på sammen med den evigt fulde vasketøjskurv, så ryger hun tilbage i det gamle spor. Det blå spor. Fyldt med smerte og afvisninger.
Og hun ved hun er bedre end det. Og hun ved, at hun selv skal tage skridtene. Og at jo flere gange hun træder væk fra det blå spor, jo længere tid holder hun sig oppe i solens energigivende rige.
Så hun sætter sig på måtten, som en lotus med hænderne på knæene med åbne opadvendte håndflader. Lukkede af for verden samtidig med at hun lukkede op. Lod det blå løbe ud mens det gyldne lys strømmede ind. Og er tilstede lige nu og her. Hører alt, ser alt, mærker alt, men holder fast i det gyldne lys mens hun langsomt trækker vejret helt ned i bunden af kroppen.
Breathe in. Breathe out. Langsomt og fokuseret. Mens det gyldne lys indhyller hendes blå sjæl.
Af Ida, den 11. oktober 2011
Så lå hun der og trådte vande et ocean af blå og uforklarlig håbløshed. Hullet i hende voksede måned for måned.Et hul af ønsker og savn, der gennem årerne er blevet fyldt med fortrængt smerte. Store blå plamager satte aftryk i hendes sind. På hendes kind. Og holdt hende vågen alt for ofte.
Så mange år havde hun undertrykt drømmen, håbet og ønsket. Det store altopslugende ønske. Og nu var det for sent. Sagde han. Hun havde ellers delt drømmen med ham, en af deres allerførste dage sammen. Du skal nok få en baby sagde han. Bare ikke lige nu. Vi skal kende hinanden bedre. Og hun købte den. For det var jo et godt argument. Det var jo klogt at lade fornuften råde over instinktet.
Og nu hvor de kendte hinanden bedre skød han drømmen ned. I tusinde stykker. Og hun græd. Og prøvede at tage pænt afsked, men det var svært. For det var jo ikke hende selv der havde lukket luften ud af drømmen. Han havde skudt den ned. Rubriceret den som umulig. Og det var den måske også. Men hun var ikke nået derhen endnu.
Det ér klogt at lade fornuften råde. Men selvom det er klogt, gør det jo ikke mindre ondt, når fornuften og instinktet ikke er enige.
|
|
Nye kommentarer